Hvor bl.a. min første tur til frisøren er dokumenteret. Se de fantastiske før- og efterbilleder.
Her kommer en cyklist!
Det gør der nemlig, for jeg har fået et pragteksemplar af en lyserød, trehjulet cykel. Det er ikke den føromtalte Peter Plys-cykel, den blev slået på målstregen af et andet vidunder.
Min far har drillet min mor en del med hendes indkøb af legetøj til mig, men hør nu her:
Jeg holdt ferie med min far ugen efter påske, han havde et par andre gøremål ud over at underholde mig, såsom at få sin cykel til cykelsmeden. Af en eller anden grund ventede han ikke til jeg sov. Første fejl! Han valgte så en cykelsmed, der havde lyserøde, trehjulede cykler stående fremme i lokalet. Anden fejl!
5 minutter efter tikkede følgende sms ind hos min mor: “Den kostede kun 550 kr, og vi fik en ringeklokke med”. Yihaaaaa, mere ferie med far.
Jeg kan nå pedalerne, men jeg kan ikke træde rundt endnu, så mor og far får motion, når de skal skubbe mig. Og sådan fik vi alle noget ud af den handel.
En ninja heler heldigvis hurtigt
Jeg har kørt på halv ninjakraft i en periode.
Jeg skulle hjælpe min mor med havregrøden og besluttede mig for at teste termodynamikken. Den virker. Av for satan!!! (Det har jeg rent faktisk lært at sige efterfølgende – man lærer så meget sjovt, hvis man starter sin søndag med at sparke far i ansigtet.)
Jeg fik hånden i vand, sad med isterninger og kom en tur på skadestuen, hvor jeg sad med hånden i vand et par timer eller tre. Vablen blev klippet op, det synes jeg egentlig bare hvor sjovt og så fik jeg hånden i en plastikpose. Der var den i 10 dage og lidt til.
Det generede mig nu egentlig ikke, kun når jeg skulle have den vasket og smurt dagligt.
Hånden er blevet helt fin igen, jeg har forhåbentlig lært at holde nallerne fra kogepladen, og min mor påstår også, hun har lært lektien.
